Dorte Holst Hansen fortæller om uddannelsen

Den 3-årige børnehavepædagog-uddannelse på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet har for mig været lige så meget en faglig uddannelse som en indre personlig uddannelse/udvikling - en sjælelig åndelig rejse! - For hvordan kan man blive en dygtig pædagog, hvis man “dybest set ikke kender sig selv”? På seminariet får man et seriøst kendskab til det antroposofiske menneskesyn, som åbner døren til en helt ny og spændende verden. Barnet ikke bare er et lille menneske, som skal lære at overleve de voksnes verden - men derimod et unikt og komplekst lille væsen, som er under stadig udvikling. Barnet er et efterlignende væsen, som har brug for et forbillede, som det kan efterligne - også helt ind på de dybeste planer af vores følelsesliv. - Derfor er uddannelsen ligeså meget et “selvstudie” som en pædagogisk uddannelse. - Barndommen er en ganske særlig tid i den menneskelig udvikling - og den genudsendes ikke!

Udover de pædagogiske og antroposofiske fag (læren om mennesket) er der mange kreative fag, hvor der rig mulighed for at lade fantasien blomstre. Det er fag som sang, musik, maling og forarbejdning af uld og træ på mange forskellige måder. Her lærer man at lave de sødeste og sjoveste dukker og dyr af uld og filt til eventyrfortælling og årstidsborde, som kun kan begejstre et hvert barn (og voksen) uanset ens begrænsede evner og for mange tommelfingre!

Et andet fag, som er meget vigtigt at nævne, er eurytmi. Eurytmi er en bevægelsesform som udtrykker ord og bogstaver i gebærder, og som arbejder både på det fysiske plan som i det følelsesmæssige. Igennem eurytmien bliver det meget tydeligt, at man ikke kan flytte på andre - men kun sig selv! Den er også med til at åbne ens bevidsthed om hvor mange løsningsmuligheder man har, og hvor fleksibel man kan være, hvis man vel og mærke vil!

Derudover indeholder uddannelsen også fire praktikperioder, hvor der er rig mulighed for at lære og drage en masse praktisk erfaring i de mange skønne og forskellige børnehaver.

Jeg føler at jeg har fået spændende, seriøs og kreativ uddannelse - det eneste problem er, at jeg vil gerne lære mere! Jeg ønsker alle som starter på seminariet en rigtig god fornøjelse.

Min tid på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet

At være på seminariet har for mig været som at komme hjem. Det var en blanding af alt det jeg altid har holdt af, sat sammen med fag og emner jeg ikke anede eksisterede. De 3 år var mildest talt udviklende, og selvom der var tider hvor mit hoved føltes nær sprængpunktet grundet alt det nye jeg blev mødt med, ser jeg i dag tilbage på hele oplevelsen uden at ville undvære noget af det.

Da jeg blev optaget på seminariet var jeg stærkt medtaget af et voldsomt piskesmæld, men ved hjælp af forstående lærere og dejlige medstuderende var de 3 år med til at gøre mig rask og klar til det videre liv.

Seminariet er en 3-årig udviklingsrejse, hvor grænser og begreber bliver vendt flittigt. Jeg under alle, der er villige til at se nærmere på pædagogikken såvel som sig selv, at gennemgå den samme rejse.

Eva Fog

Beretning fra studiet

Siri Ellersgaard

Vi er alle så forskellige, både udenpå og indeni. Vores baggrunde, kompetencer og drømme, men alle er vi startet her på seminariet med samme formål; at finde ud af mere om verden, mennesket – helt fra det lille barn og til os selv. Vi deler nysgerrighed og åbenhed, hvilket vi også bliver mødt med af de andre studerende og lærerne på seminariet.
At dykke dybt ned, tage svømmetag og se vandoverfladen på ny – sådan har det været for mig.
Fløjten:
Seminariets have er grøn, græsset nyslået og blomsterne står smukke. Vi har musik. Hele klassen er samlet. Snart får vi en fløjte hver, men først må vi fornemme luften – hvordan vi former den med vores læber og deler den med verden. Du holder en lille flaske med sæbevand, jeg dypper en fin pind med en cirkel i enden, fører den op til min mund. Puster. En boble formes og tager på rejse ud i luften. Jeg puster igen, og en hel gruppe følger efter den. Solens lys spejler sig i den. Synet er smukt. Den første boble brister. Jeg holder for dig, du puster. I første forsøg sender du en hel skare af sted – store som små – vinden tager dem rundt og rundt. Vi ler.
Næste time, får vi hver en pakke. Indholdet har huller og dufter af træ. Og fra da af skaber vi toner, sammen og hver for sig.
---
Det er fredag, frokostpausen er lige startet. Elevkøkkenet er i fuld gang. Alle har en ret med, på tværs af årgange – selv lærerne kommer og smager på maden. Der er dækket op på et langbord med dug og lys. De sidste retter bliver varmet og anrettet, tallerkner stillet frem, og vores øjne følger de farvestrålende retter lige så meget, som vores maver længes.
Én har glemt sin ret, men spiser med alligevel. Nogle sidder ved borde, andre i haven på trappen. Jeg sætter mig på græsset ved siden af nogle fra årgangen under mig. De har lige været i praktik og har en masse at fortælle. Interessant, for de har gjort helt andre erfaringer, end jeg gjorde i min sidste praktik. Flere sætter sig i haven, solen skinner og varmer os. Det føles godt at sidde her. Rart og hyggeligt.
Der bliver lidt efter ringet på en klokke, og vi må til time. Nogle skal ned i salen og bevæge deres kroppe, mens vi i min klasse skal bevæges i vores hoveder.
---
Hjemme har vi læst i vores nyindkøbte bøger. Nogle har kæmpet for at finde meningen med ordene, andre har læst det hurtigt igennem uden at stoppe op.
Vi stiller spørgsmål i klassen. Undres, læser ordene igen. Forsøger at finde billeder, eksempler på, det de måske betyder.
Senere går vi i grupper, og deler de tanker, der er opstået i os. Pludselig går noget mere op for mig; sådan kunne det også hænge sammen. En simpel sætning fra en medstuderende, åbner en hel ny tankerække i mig.
Frikvarteret starter, men vi må lige blive færdige først. Fem minutter mere og vi lukker vores bøger for denne gang. Snakken fortsætter op ad trapperne og ud i køkkenet.
---
Vi sidder i en rundkreds. I midten ligger et får. Ikke et levende et, men næsten. Ulden er råhvid, og der sidder stadig jord på spidserne af totterne. Jeg, byboer, har aldrig set et sådan syn. Lugten af får spreder sig i rummet. Hverken god eller dårlig, men meget intens.
Jeg kigger på de andre.
I denne uge skal vi forvandle dette får til garn – vi kan strikke af – og uld – vi kan filte af. Trukket tilbage til en tid, før vi blev født, begynder vi at forarbejde ulden. Ingen indviklede maskiner, bare os mennesker. En lang proces, der kræver sved på panden, kræfter i fingrene og en masse grin og sjove historier.
Det lykkes. Det lykkes ikke. Jeg må have hjælp fra en af de fingernemme. Pyh. Det lykkes. Endelig.
Stolt betragter jeg i slutningen af ugen mit garnnøgle. Tænk, at jeg har lavet det.

Brev fra en ny uddannet

Jeg har fået job i en kommunal vuggestue med alrum, hobbyværksteder, stuefordeling, ingen rytme og mange voksenskift. De vil gerne have noget nyt, så de har ansat to pædagoger med Steiner-baggrund og en fra Frøbel-seminariet.
Det skal nok blive spændende. I morgen holder jeg min første sangleg på tværs af stuerne – på eget ansvar, som jeg blev advaret. Men jeg har allerede nået at opleve hvor foruroligende lidt og hvor dybt de voksne synger og hvor megen glæde det giver børnene at få flere små sange ind i de almindelige situationer og overgange.
Jeg sender taknemmelige tanker til Charlotte hver dag. Hun fik mit stemmeleje op og har lært mig ikke at være bange for at synge. Jeg blev overrasket over hvor mange sange og sanglege vi har lært af Susanne, Charlotte, Kirsten og Gitte.
På seminariet blev min skønhedssans vækket med skub fra de omgivelser jeg blev placeret i, så nu tænker jeg praktisk, strikker og syr legetøj og gør en masse ting for at gøre stuen mindre firkantet og kontoragtig. Og det viser sig at jeg også kan alt det der! Så jeg går og undrer mig over hvor omvæltende og lærerig min gang på seminariet har været.

Med venlige hilsner til alle
Polina Semenova

Tilbage til forsiden.