Antroposofi

Filosoffen, videnskabsmanden, læreren, foredragsholderen, forfatteren Rudolf Steiner (1861-1925) grundlagde i 1913 Det Antroposofiske Selskab – et fællesskab, som antroposofien kunne spire fra. Anhtropos betyder menneske og sofia, visdom. Antroposofi (visdom om mennesket) kan også i en lidt friere oversættelse være bevidstheden om det at være menneske, og er kort sagt en pleje af det sjælelige liv i den enkelte og i samfundet på grundlag af en sand erkendelse af ånden. Antroposofien beskæftiger sig med mennesket og dets forhold til den oversanselige verden (det ikke fysisk sansbare), og hvordan dette forhold, når det bevidst arbejdes med og udvikles, kan komme til udtryk i den fysiske verden. Dette ses bl.a. i antroposofisk pædagogik, lægekunst, landbrug, arkitektur og bevægelseskunst (eurytmi).

Inden for antroposofien har man det fælles billede af mennesket, som bestående af krop (vores fysiske legeme), sjæl (vi føler og forbinder os med verden) og ånd (hævet over det personlige, en slags objektiv fri skuen) eksisterende i en verden, som også består af henholdsvis en fysisk verden, en sjæleverden og en åndelig verden. Antroposofien mener, at vi som mennesker, bliver født fra den åndelige/ sjælelige verden og ned i den fysiske verden, bærende sjæle- og åndssubstans med os. Når det åndelige og det sjælelige ikke længere kan udvikle sig i den åndelige og sjælelige verden, forbindes de og inkarnerer ind i den fysiske arvestrøm, i et fysisk legeme, og barnet fødes. Det trækker vejret ind, og ved åndedrættet forbindes krop, sjæl og ånd i det enkelte menneske og følges nu ad, helt indtil døden indtræder, og sjæl og ånd igen trækker sig fra den fysiske krop, der bliver tilbage på jorden. Sjæl og ånd begiver sig ind i den sjælelige og åndelige verden. Dér arbejder de på at forfine de skatte mennesket har samlet i løbet af sit liv i form af eksempelvis særlige egenskaber og kvaliteter, for derefter at samles igen mod et nyt fysisk legeme. Sjælen og ånden (her er tale om en slags sjæle- og åndssubstans) re-inkarnerer nu i en ny menneskekrop bærende visse ting med sig. Man kan i denne forbindelse tale om det at have noget med sig fra tidligere (karma), hvilket er interessant set i forhold til eksempelvis bevidsthed – både som enkeltindivid, men så sandelig også i forhold til en slags kollektiv bevidsthed for hele menneskeheden.

Antroposofiens mål er at gøre verden mere menneskelig, ved at være med til at åbne øjnene for det, der virkelig er og erkende det – og herfra at virke som inspiration, for det enkelte menneske, til selv at være skabende ind i verden

Siri Ellersgaard

 

Læs Introduktion til Rudolf Steiner


Tilbage til forsiden.